Vores Kreative Ø og Platform K præsenterer svensk Grammy-vinder



Oscar Danielson Trio spiller i Østbirk 10/10 og har Janus Bechmann på guitar (bl.a. kendt via Esther Brohus) samt forfatter, sportskommentator og musiker Morten Okbo på trommer

ØSTBIRK - Det er ikke hver dag, at en svensk Grammy-vinder dumper lige ned i Østbirk og giver koncert. Men ved tilfældigheder og samarbejder på kryds og tværs er det præcis, hvad der sker den 10/10 lige midt på Storegade

Af Lone Folke Bendstrup, Vores Kreative Ø

Oscar Danielson har et betydeligt værk bag sig i form af både et forfatterskab og en række albumudgivelser, som blandt andet har ført til omtalte Grammy. Han kan noget med ord, og han kan noget med stemninger.

Gør dig selv den tjeneste at søge på hans musik, tænd et stearinlys og lav en kop dejlig te: Hans fløjlsbløde vokal og finurlige tekster er som at få et musikalsk kram.

Tilfældigheder og samarbejder

I vinters var Jesper Folke, Carsten Bojsen og jeg til koncert på Platform K. Spillestedslederen, Jeppe Vind, så min mands kasket med Folkes Garage-logoet og kom hen og sagde: “I har stået på min ønskeliste i flere år!”

Lettere flatteret måtte vi lige høre nærmere …

Jo, Jeppe og Platform K vil gerne lave flere arrangementer udenfor Horsens’ byskilte. Hvilket de også har - bare ikke i Østbirk. Endnu.

Samtidig har både Folkes Garage og Platform K en forkærlighed for musikgenren Americana. Og selv om Oscar Danielson synger på svensk, er hans lyd et herligt mix af Americana og svensk vise-pop.

Carsten Bojsen og jeg var på dette tidspunkt godt i gang med at tænke tanker om Vores Kreative Ø, som i dag er blevet et fællesskab for de kreative på egnen. Så vi greb naturligvis bolden og sagde ja til at lave koncerten sammen med Platform K.

Koncert blandt teaterscenografier

Folkes Garage er til daglig et værksted, hvor der bygges teaterscenografier til teatre i hele landet, som fx Nykøbing Falster Revyen, Teater Svalegangen, Randers Teater og mange flere. En del af “garagen” er dedikeret til lydstudie, hvor bands og solister gennem årene har indspillet mange plader.

Koncerten vil derfor finde sted i rå rammer med en duft af træ i næsen. Heldigvis har Lisbeth Tokkesdal fra Rum Igen sagt ja til at designe et hyggeligt koncertområde. Østbirk Borgerforening stiller med to bartendere, og SuperBrugsen leverer lækre kvalitetsøl, vin og godter.

Denne koncert kan kun blive til, fordi så mange lokale kræfter KAN noget - og i høj grad VIL noget.

Få billetter tilbage

Vi er allesammen glade og taknemmelige for, at de fleste billetter i skrivende stund er solgt. Vi er samtidig glade for, at dem, der læser denne artikel og har lyst til at få oplevelsen med, stadig kan nå at købe en billet.

Koncerten er støttet via Statens Kunstfond gennem Platform K’s bevilling som Netværks- og Genrespillested. Dette gør det muligt at holde billetprisen på et niveau, hvor langt de fleste kan være med.
 


Faktaboks

Koncert med Oscar Danielson Trio

Lignende artikler

Lone Folke Bendstrup

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024