20.000 ålegræsplanter bliver sat på bunden af Horsens Fjord



Ålegræs, sten og skrubbeyngel skal være med til at forbedre forholdene i Horsens Fjord. Foto: Horsens Kommune.

Ålegræsset giver yngle- og skjulesteder for skaldyr og småfisk og er med til at rense vandet i fjorden.

For andet år i træk bliver der plantet ålegræs på bunden af Horsens Fjord. Ålegræsplanterne giver bedre levevilkår for skaldyr og småfisk, som bl.a. bruger ålegræsset som gemmested. Samtidig er ålegræs grobund for en masse bakterier, der renser vandet, og dermed sikres der en større biodiversitet og en bedre vandkvalitet i fjorden.

Bag projektet står Horsens Kommune og Partnerskabet til restaurering af Horsens Fjord, som Jan Karnøe er formand for.

- Sidste år plantede vi 10.000 ålegræsskud i fjorden, og vi kan se, at det har bredt sig, så der i dag vokser ålegræs på flere nye steder. Samtidig kan vi se, at der er masser af liv med flere småfisk og skaldyr på stederne. Ålegræsset er en betingelse for, at de kan overleve i fjorden, fordi de har brug for steder, hvor de kan gemme sig, forklarer Jan Karnøe.

2000 skud om dagen

Udplantningen af ålegræs er godt i gang og fortsætter i denne uge. Jan Karnøe er tovholder på arbejdet, der bliver udført af frivillige kræfter. Han forventer, at antallet af plantede ålegræsskud i år vil blive fordoblet.

- Vi planter ca. 2000 ålegræs-skud om dagen, og vi bruger 10-11 dage i løbet af maj. Arbejdet foregår ved, at vi sejler ud i nogle af de nuværende ålegræsbede og med en rive tynder ud i dem. På den måde samler vi skud fra ålegræsset, som vi binder på et søm, der af en dykker bliver stukket ned i bunden af fjorden i nye områder. I løbet af nogle år spreder ålegræsset sig og dækker store områder, forklarer Jan Karnøe.

Udplantningen af ålegræs er en udmøntning af budgetaftalen for 2021 i Horsens Kommune. Forligspartierne bag aftalen har afsat en halv mio. kr. til at støtte arbejdet med at forbedre levevilkår for fisk og smådyr i fjorden samt at forbedre fjordens selvrensende evne og biodiversitet.

- Rigtig mange frivillige gør en stor indsats for at forbedre forholdene i Horsens Fjord. Dem vil jeg gerne sende en rigtig stor tak til, og det er spændende at følge deres arbejde. Udover ålegræsset er der også lagt sten ud i fjorden, og der bliver senere på året udsat skrubbeyngel. Det er alt sammen med til at give renere vand og meget bedre levevilkår for smådyrene i fjorden, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Han tilføjer, at det er helt nødvendigt fortsat at investere i en renere fjord i de kommende år, og at det vil ske i et tæt samarbejde med frivillige og foreninger, der arbejder for sagen.

Frivillige er velkomne

Det nye ålegræs er tidligere i maj blevet plantet ud for stranden nord for Øster Bisholtvej 17 i Horsens, men i denne uge vil der også blive plantet vest for Vorsø samt ved Sondrup Strand.

- Her planter vi i første omgang 500 planter hvert sted for at se, om de kan overleve i området, inden vi evt. planter yderligere på de steder, fortæller Jan Karnøe.

Hvis man har lyst til at give en hånd med, er der stadig plads til flere frivillige. Interesserede kan kontakte Jan Karnøe på tlf. 21704913 eller jankarnoe@gmail.com. Arbejdet foregår som udgangspunkt mellem kl. 9 - 15, og der er både brug for dykkere samt hænder til at hjælpe med at gøre ålegræsskuddene klar.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024