Byggeboom, uddannelse og bæredygtighed på dagsordenen



(arkivfoto)

De mange bygge- og anlægsaktiviteter i Horsens Kommune giver god grund til optimisme. Det var meldingen på det årligt dialogmøde mellem Dansk Byggeri og Horsens Kommune, hvor der også blev talt om bæredygtigt byggeri og uddannelse.

Hvert år mødes Dansk Byggeri og Horsens Kommune for at tage temperaturen på det lokale erhvervsklima. Og at dømme ud fra mødet så er temperaturen på trods af Covid-19 rigtig god i øjeblikket.

På mødet kunne Horsens Kommune berette om en meget høj bygge- og anlægsaktivitet med over 2700 nye boliger på vej, ligesom flere store lokale virksomheder i øjeblikket investerer og bygger nyt. Og den udvikling falder i god jord hos Dansk Byggeri, hvis medlemmer i høj grad nyder godt af udviklingen i Horsens:

- Det går rigtig stærkt med byggeriet i Horsens i øjeblikket. Det giver stor travlhed hos mange af vores medlemmer. Derfor er det også vigtigt at vi har en god dialog med Horsens kommune, så vi kan sikre en god og smidig sagsbehandling, siger Jens Arne Pedersen, lokalformand for DI Dansk Byggeri i Horsens.

Bygge- og boligbranchen er en erhvervsmæssig styrkeposition i Horsens og tegner sig for op mod en fjerdedel af alle arbejdspladser i kommunen. Derfor er det vigtigt, at der også bliver tænkt langsigtet for at styrke byggebranchen både i forhold til fremtidige opgaver, øget efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri og adgang til kvalificeret arbejdskraft.

- Jeg synes, vi havde en rigtig god dialog med Dansk Byggeri, hvor vi fik vendt mange vigtige emner. Det går jo rigtig godt med byggeriet i Horsens i øjeblikket, men det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage. Derfor er jeg også glad for, at vi fik snakket om de udviklingsmuligheder, der for eksempel gemmer sig i et øget fokus på bæredygtigt byggeri som fylder mere og mere, ligesom det er afgørende at vi fastholder vores fokus på at styrke Horsens som uddannelses-by med særligt fokus på de erhvervsfaglige- og tekniskeuddannelser, siger borgmester Peter Sørensen.

Det nye campus i Horsens midtby og det tilstødende håndværkskollegie er eksempler på målrettede initiativer der skal sikre kvalificeret arbejdskraft til byggebranchen i fremtiden. Horsens Kommune er derudover for nylig blevet udvalgt som DK2020-kommune, hvilket betyder, at hele kommunens areal skal være CO2-neutralt i 2050. Og den plan kommer i høj grad til at være afhængig af ambitiøse lokale klimaplaner i samarbejde med erhvervslivet, og større krav om bæredygtigt byggeri.

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024