Debat: Naturen i Bygholm Ådal kommer før tung lastbilstransport



Esben Hedeager byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Horsens og Marcus Knuth, MF

Forleden beskrev Jacob Bille fra Liberal Alliance i HSFO (lørdag 20 februar), hvorfor han som medlem af Horsens kommunalbestyrelse bakker op om den planlagte vej til tung transport. Vejen skal løbe fra motorvejen E45 tværs gennem naturområdet i Bygholm Ådal og hen til det nye DSV logistikcenter nær Lund.

Af Esben Hedeager byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Horsens og
Marcus Knuth, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Østjylland

Vi Konservative er ikke imod en vej til DSV, men mener ikke, at vi kan byde Natura 2000 området ikke at blive hørt, derfor vil vi have udført en Natura 2000 konsekvensanalyse, inden arbejdet sættes i gang. Vi mener nemlig, at den nye vej vil påføre uopretteligt skade på den unikke fauna i Bygholm Ådal, og Nature 2000 området, der ligger blot 75 meter fra vejen, som i de senere år sågar er blevet hjemsted for oddere og andre truede dyrearter. Vi mener, der må være grænser for, hvor meget vores lokale natur skal ødelægges, når vi udvider erhvervsområder i kommunen.

For selvfølgelig kan erhvervsudvikling og bevarelse af natur gå hånd i hånd. Der er flere alternativer til vejføringer til det nye DSV logistikcenter, der ikke kommer til at løbe klos op ad det beskyttede naturområde. Vi ved i Det konservative Folkeparti, at hvor der er vilje er der vej, hvis vi skal citere en meget berømt horsensianer. Vi håber, at Socialdemokratiet og Liberal Alliance har vilje til at tilgodese naturen. Hvis de har det, så vil disse partier også kræve en Natura 2000 konsekvensanalyse, som afdækker om byggeriet af vejen og broen over ådalen skader naturen. De vil dermed finde den rigtige vej - også selvom de skal ”grave” lidt længere.

Vi lokale Konservative her fra Horsens fortsætter vores arbejde på en fornuftig løsning, der ikke placerer en motorvejsafkørsel til tung transport tværs gennem en af Østjyllands absolutte naturperler. Vi bliver ved med at løfte problemstillingen i såvel Folketinget som lokalt i byrådet - for selvfølgelig kan der laves en vejføring, der servicerer DSV uden at ødelægge vores unikke natur. 

Vi er glade for at læse, at Jacob Bille fra Liberal Alliance trods alt ”ønsker at passe på vores vilde og uberørte natur i Horsens kommune”. Vi håber derfor på et fælles besøg i Bygholm Ådal, så vi kan vise den unikke natur frem og tage en snak om, hvad vi i fællesskab kan gøre for at udvikle erhverv hånd i hånd med naturens interesser. 

Esben Hedeager og Marcus Knuth

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024