Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF
Vi kender alle de førerhunde eller servicehunde, som bruges af borgere med fysiske funktionsnedsættelser, men også på sundheds- og ældreområdet har man opdaget hvordan besøgshunde på bl.a. plejehjem og plejecentre virkelig kan øge livskvaliteten for borgerne.
Af Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byrådsmedlem for SF
Senest har alle, der har fulgt med i DR’s udsendelsesrække ”Min superhund” kunnet se hvor stor en forskel en servicehund kan gøre for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser. I udsendelsesrækken følger man tre danskere med forskellige psykiske og sociale udfordringer. Alle har dog det til fælles, at det at færdes i sociale sammenhænge kan være både svært og angstfremkaldende.
Vi møder både veteranen, der lider af posttraumatisk stresssyndrom, men som med en servicehund er begyndt at kunne bevæge sig meget mere frit blandt andre mennesker, men vi møder også en ung kvinde på 18, som i årevis har undgået kontakt med andre end de nærmeste på grund af en svær angstdiagnose, og som nu måske med en servicehund for første gang kan tage livtag med verden omkring hende og den 22-årige Ellen, der er diagnosticeret med Aspergers syndrom, men som med en servicehund ved sin side nu er kommet i gang med den universitetsuddannelse, hun så brændende ønsker sig.
I Horsens Kommune har vi indtil videre begrænsede erfaringer med brugen af servicehunde til borgere med psykosociale funktionsnedsættelser, men det er SF’s helt klare ønske, som vi vil tage med os til årets budgetforhandlinger, at vi kigger på hvordan vi i samarbejde med de relevante organisationer på området kan skabe mulighed for at flere borgere, der kan have gavn af det, med kommunens hjælp kan få tildelt en servicehund.
Især virker det til, at der kan være et potentiale for unge mennesker med psykosociale udfordringer og diagnoser, som står et sårbart sted i livet, hvor det at kunne danne sociale relationer er helt centralt. Her kan en servicehund kan være med til at åbne den unges livsmuligheder på en måde, der giver en både bedre og tryggere hverdag for den unge, men også for de unges pårørende.