Debat: Værdig ældrepleje - Tak



Louise Lange, Byrådsmedlem - Dansk Folkeparti (foto: Facebook)

Finanslov 2021 tildeler i alt 1,825 milliarder kroner til ældrepleje, sundhed og socialområdet. I 2021 tilføres 425 millioner, for 2022 og 2023 tilføres 450 millioner og i 2024 tilføres 500 millioner. 

Af Louise Lange 
Byrådsmedlem - Dansk Folkeparti
Krokusvej 136
8700 Horsens 

For området betyder det bl.a. flere varme hænder, eller mere konkret, 1.000 flere ansatte. Det er selvfølgelig rigtig fint, men desværre ikke nok. I Danmark er der pt. registreret 932 plejehjem. Dette betyder at der reelt kun er tale om en ekstra ansat til hvert plejehjem, hvis alle skal have del i pengene. Ud over det peger FOA på, at Danmark vil mangle ca. 40.000 ansatte på ældreområdet i 2029. Det økonomiske løft følger slet ikke den demografiske udvikling. 

Af finansloven fremgår det også at pengene skal gå til at højne fagligheden hos de ansatte. Men hvad hjælper det at øge fagligheden hvis der ikke er nok varme hænder der søger området som arbejdsplads og karriere.

Finder regeringen ikke flere penge til området så det følger den demografiske udviklingen, får Danmark et endnu større problem i de kommende år, når der allerede nu er mangel på ansatte. 

For mig går det regnestykke ikke op. Regeringens ambitionsniveau er simpelthen ikke højt nok. 

De ældre skal have en langt bedre garanti. Vi skylder dem at få en værdig ældrepleje. 

Jeg vil have minimumsnormeringer på ældre- og handicapområdet, i lighed med det vi kender på børneområdet. “Hvorfor skal der være forskel?” 

Klippekortordningen skal gøres permanent, da rigtig mange har stor glæde af den ordning. Ordningen overlever indtil videre i Horsens Kommune, men så længe ordningen ikke er permanent vil det altid været et sted der vil kunne spares penge. I Horsens kan borgerne trygt stole på mig, og regne med at jeg vil tage kampen op for at bevare denne ordning. 
 

Louise Lange

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024