Der kommer julelys i Østbirk



Det gamle vandtårn i Østbirk. (Arkivfoto)

Onsdag aften var der mødt 7 medlemmer af Østbirk Julelysforening op til den ordinære generalforsamling i Østbirkhallen.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Formand for Østbirk Julelysforening Niels Valeur kunne hurtigt forelægge formandens beretning og fortælle at det har været et fint år. Dirigent Jens Glavind gennemgik punkterne på dagsordenen og det var hurtigt overstået.

Man kunne fortælle at foreningen efter 2 udmeldinger nu har 26 medlemmer og man opfordrer alle med CVR-nummer i Østbirk og omegn til at melde sig ind i foreningen og støtte det gode formål med en hel måneds julebelysning i Østbirk hvert år.

Foreningen kunne fremvise et overskud på 8000 kroner. Der blev foretaget valg til bestyrelsen og her var intet nyt da formand forblev Niels Valeur og revisor Jens Jørgensen. Som suppleant blev Martin Høj, som også er formand i borgerforeningen, valgt ind. Han påtog sig straks opgaven med at besøge mange af byens selvstændig og erhvervsdrivende i den nærmeste fremtid og overbevise dem om, at de også skal være medlem af byens julelysforening.

Skal lyset være tændt eller ej?

På generalforsamlingen skulle man også beslutte om der i år skulle tændes for julebelysningen i Østbirk eller lade det være slukket. Beslutningen var nem at tage, da formand Niels Valeur kunne fortælle at det koster mindre end 30 kroner om dagen at have julelyset tændt i op til 12 timer om dagen. Regningen for strømmen betales i år af Horsens Kommune, så byerne ikke skal være helt mørkelagte. Man besluttede at julelys skal opsættes lørdag 19. november og nedtages igen 27. december.

På dagsordenen var der indkommet et forslag om at købe Østbirk antenneforenings tidligere ejendom på Smedegade som bliver brugt i forbindelse med den store antenne og til at opbevare udstyr. Østbirk Julelysforening besluttede at købe ejendommen for 1 krone - og ejendommen forbliver med at være udlejet til TDC og foreningen vil på denne måde modtage en mindre lejeindtægt årligt og i øvrigt er det uden forpligtelser for ejendommens vedligeholdelse og udendørsarealerne.

Generalforsamlingen forløb i god ro og orden og efter en lille time kunne selskabet igen rejse sig og begive sig hjem og glæde sig over, at det igen bliver muligt at køre gennem Østbirk ved juletid på hyggelige juleoplyste veje.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Kemikalieudslip i Nim
06. maj 2024