Det er ikke den grønne omstillings skyld, at landbruget lukker endnu et slagteri



Af Carl Valentin, landbrugsordfører SF. (Foto Marie Hald)

DEBAT - Det kan vække undren, at landbruget årligt modtager milliarder i landbrugsstøtte, og alligevel gang på gang nedlægger arbejdspladser. Struer, Lemvig, Bjerringbro og mange mange flere. Denne gang er det Danish Crown-slagteriet i Ringsted med 1200 ansatte, der skal lukkes.

Af Carl Valentin, landbrugsordfører og Signe Munk, politisk ordfører, MF’ere for SF

Undskyldningerne fra landbruget om deres nedlukninger har været mange og lange, men de ændrer ikke på, at det sidste slagteri på Sjælland nu lukkes ned, og en kæmpe gruppe mennesker lige om lidt står uden arbejde - igen.

På 25 år er hele 29 slagterier blevet lukket. I alt 9700 arbejdspladser, hvoraf de 1703 lå i Vestjylland. Det er ulykkeligt og tragisk for alle dem, der har mistet deres arbejde. For det er jo ikke ”kun” de mennesker, som er blevet fyret, det går ud over. Det er også deres pårørende, deres familier – ja, hele bysamfund, der bliver berørt. Mange af medarbejderne har været på slagteriet hele deres arbejdsliv.
 

Signe Munk, politisk ordfører, SF. (Foto Marie Hald)

Derfor vil vi i SF gøre det muligt for voksne mennesker at uddanne sig uden at skulle flytte fra hus og hjem. Man skal kunne tage en uddannelse indenfor velfærd og det grønne område og samtidig få en ydelse, der svarer til 110 pct. af dagpengesatsen for den tid, man uddanner sig. For der er brug for hver og en af de slagterimedarbejdere, der er blevet fyret. Faktisk hårdt brug for deres arbejdskraft.

Vi hører landbruget klage over, at den grønne omstilling betyder enden på dansk landbrug, men det er landbruget selv, der sender arbejdspladser ud af landet, når de vælger at sende smågrise i trange grisetransporter, ofte i flere døgn, til slagtning rundt om i Europa. Transporter som SF vil arbejde på at forbyde.

Den grønne omstilling har intet at gøre med lukningen af slagterierne i vores region. Det er dansk landbrug, der helt på egen hånd vælger at sætte deres egen indtjening over arbejdspladserne på de danske slagterier.
 

Carl Valentin og Signe Munk

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Kemikalieudslip i Nim
06. maj 2024