En alternativ margueritrute blomstrer i Horsens



Mens vi venter på foråret, opfordres horsensianerne til at strikke og hækle fine margueritter til Den alternative margueritrute i Horsens.

Mens vi venter på foråret, opfordrer MÆRK Byen og strikkunstner Emilie Fauerskov horsensianerne til at gribe strikkepinde og hæklenåle. Sammen med byens borgere, vil de nemlig skabe en alternativ margueritrute i midtbyen.

Under Covid-19-nedlukningen går vi ture som aldrig før. Danskerne strømmer ud i naturen, hvor der allerede findes mange gode og skønne ruter. I samarbejde med MÆRK Byen vil strikkunstneren Emilie Fauerskov skabe en helt ny midtbyrute til din gåtur - nemlig den alternative margueritrute.

Hvor går vi hen?

Den alternative margueritrute er en rute horsensianerne skaber sammen, med markører af strikkede og hæklede margueritblomster. Når ruten er klar til den første weekend I marts, kan store og små horsensianere byde foråret velkommen i fællesskab.

Men inden da er der brug for din hjælp til at finde ud af, hvor ruten skal gå hen. Har du et yndlingssted I Horsens midtby, som du synes skal markeres med en marguerit? Eller er du skrap til at strikke og hækle?

Så kan du være med til at bestemme rutens udformning på følgende måde:

  1. Meld dig ind i FB-gruppen "Den alternative margueritrute".
  2. Grib dine strikkepinde eller din hæklenål og lav en blomst. Du kan følge opskriften på en marguerit, der allerede er tilgængelig som Pdf i FB-gruppen eller du kan lave din egen alternative blomst. Garn og design er i sidste ende op til dig, men blomsten skal minimum være 10 cm i diameter.
  3. Aflever din marguerit i en kuvert i postkassen ved Horsens Rådhus. Mærk kuverten med "Margueritruten - Mærk Byen".

Vedlæg en seddel i kuverten, hvor du fortæller, hvis du har et ønske til et punkt på ruten. Giv meget gerne en begrundelse for, hvorfor du synes, at ruten skal gå her forbi.

Hvis du ikke er på Facebook kan du skrive en mail til: garnkompot@gmail.com Så får du tilsendt opskrifterne på mail.

Byens ældre strikker og hækler løs

Kan du ikke kan strikke eller hækle, men har lyst til at bidrage til et punkt på ruten, kan du sagtens være med alligevel. En gruppe frivillige strikkere og hæklere fra aktivitetscentrene Ceres Centret, Åpark Centret og Kildebakken, har nemlig allerede meldt sig på banen til at lave blomster til ruten. Skriv en mail eller meld dig ind i FB gruppen, så kan du lave et opslag, hvor du fortæller, hvilket sted du gerne vil indstille til en marguerit og hvorfor.

Du kan bidrage med margueritter til indsamlingen indtil d. 25/2. Herefter sættes margueritterne op rundt omkring i byen, og ruten offentliggøres så den er klar til den første forårsweekend i marts.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024