Fuldt hus til fernisering



Majken Bilgrav udstiller malerier, keramik og skulpturer på Tinghuset i Brædstrup frem til søndag 6. februar.

Årets første fernisering løb af stablen fredag 21. januar da Brædstrup Kunstforening bød gæster og medlemmer indenfor for at se på billedkunstner Majken Bilgravs flotte værker.

Af Jørn Kildall

Der var tryk på ved indgangen til Tinghuset i Brædstrup, da mange var interesseret i at se udstillingen og end ikke den kedelige kolde og småregnende danske vinter kunne holde gæsterne tilbage.

For at overholde de basale Corona-forskrifter, havde arrangørerne sat stole op i Galleri Tinghuset, men gæsterne blev ved med at strømme til, derfor måtte kunstforeningens medlemmer hastigt finde flere klapstole og til sidst var alle husets stole taget i brug.

Det havde den fordel, at når man sad ned, måtte mundbindet tages af – og det gjorde det også lettere at sippe den kølige hvidvin. Majken Bilgrav fortalte de fremmødte om sin kunst og at kun henter sin inspiration i naturen, og på sine rejser til Norge, Færøerne og Island. Hun er vild med Lunder – også kendt som søpapegøje – en fugl som vakte hendes store interesse allerede som 11-årig da hun så en for første gang.

Naturen og det flotte lys fylder også på Majken Bilgrav lærred. På væggene hang flotte eksempler på fantastiske fuglefjeld og sort sol, med hundredtusindvis af stære i synkroniseret dans på en solbelyst himmel.

Der var også eksempler på Majken Bilgravs keramik og skulpturer på udstillingen og her var Lunden igen repræsenteret samt flotte varder lavet i ler og vulkansk materiale, som er med til at give et råt og autentisk udtryk i de færdige værker.

Udstillingen har åbent fredag, lørdag og søndag klokken 14-17 og sidste åbningsdag er søndag 6. februar.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024