Halvdelen af Horsens' indbyggere kan cykle til arbejde: En opfordring til flere cykelstier



En ny undersøgelse viser, at borgerne i Horsens bor overraskende tæt på deres arbejde. DI Sydøstjylland opfordrer til en øget indsats for at gøre cykling til det foretrukne transportmiddel.

Af Jørn Kildall. 
Kilde: DI Sydøstjylland

I Sydøstjylland bor over 40 procent af indbyggerne under 10 kilometer fra deres arbejde, hvilket gør det muligt at cykle til og fra arbejdspladsen. I Horsens er det halvdelen af de beskæftigede, der bor i cykelafstand til deres job, det er tilfældet for ca. en tredjedel i både Hedensted og Odder.

Det viser en analyse fra Dansk Industri, der måler afstanden mellem hjem og job for alle beskæftigede i landets 98 kommuner.

Opfordring til investeringer i cykelinfrastruktur

Ifølge formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg er tallene et fingerpeg om, at de lokale politikere skal prioritere investeringer i sammenhængende cykelstier.

"Når vi kan se, at rigtig mange indbyggere i Sydøstjylland bor i cykelafstand til deres job, er der et potentiale for at få flere til at vælge cyklen. Og der er mange gode grunde til at fremme cyklisme. Mere motion og bedre sundhed er en gevinst for både medarbejderen, arbejdspladsen og samfundet generelt. Faktisk sparer Danmark i gennemsnit otte kroner på sundhedsvæsnet, for hver kilometer danskerne cykler, fordi det har en positiv effekt på helbredet", siger han og tilføjer:

"Men infrastrukturen skal jo følge med, hvis det skal være attraktivt for flere at tage cyklen på arbejde, eventuelt i kombination med bus eller tog. Det stiller krav til vores kommuner om at prioritere investeringer i områdets cykelstier. Det er da stof til eftertanke, at halvdelen bor i cykelafstand til deres arbejdsplads. Det bør kalde på handling i forhold til at få flere ud af bilen og op på cyklen."

Værdien af cykelstier

I Odder råder man over 3 kilometer cykelsti for hver kvadratkilometer af kommunen, der bruges til boliger, veje og arbejdspladser. I Horsens er der 2,8 kilometer cykelsti og 2,2 kilometer i Hedensted.

"Kommunerne skal se på cykelstinettet som et aktiv, der skaber mindre trængsel på vejene og gør vores område attraktivt for både nuværende indbyggere og potentielle tilflyttere. Særligt børnefamilierne tiltrækkes af trygge cykelstier, og flere tilflyttere betyder mere arbejdskraft til områdets mange virksomheder", siger Johannes Saugbjerg.

DI Sydøstjylland mener, at cyklismens mange positive effekter bør vække interessen hos de sydøstjyske kommuner.

"Jeg håber, at politikerne i både Horsens, Hedensted og Odder vil se positivt på min opfordring og udbygge nettet af cykelstier inden for ganske få år. Jeg vil kalde det en klog investering, der betaler sig tilbage med en lang række positive effekter", siger Johannes Saugbjerg.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024