Johnna elsker rampelyset og hader mørket



Johnna Wennewald

Johnna Wennerwald, som har boet i Brædstrup i 20 år, kommer fra Oksbøl, som 18-årig flyttede hun til Hedensted og fik elevplads som slagter. Men livet vist hende hurtigt en anden vej.

Af Jørn Kildall

Johnnas liv har været præget af hendes usikkerhed på sine evner, hvilket har sendt hende i forskellige retninger.

- Min mor ønskede at jeg blev kok, for det kunne alle blive – bare ikke mig, for jeg kan ikke lave mad! Hos mig står jævningen udover hele køkkenet, så der er ikke den store køkkenkunstner over mig.

Fik at vide hun ikke var særlig klog

I sin barndom og opvækst i Oksbøl blev Johnna puttet i kassen: ”Som hende den dumme”. Grunden til dette finder Johnna i, at hendes mor var bange for alting, og den frygt gav hun videre til Johnna, som forklarer:

- For hende var livet på nogle punkter farlig og da jeg startede i Folkeskolen var det overvældende, efter at have gået hjemme hos sin mor. De andre fik mig nemt til at græde og syntes det var sjovt… Jeg blev slået og gjort nar af hver dag.

Hver morgen cyklede Johnna glad i skole og tænkte, at i dag bliver det bedre – men hun måtte næsten hver dag tage grædende hjem efter skole.

Da Johnna ofte blev gjort til grin, når hun sagde noget i klassen, gjorde det, at hun ikke rakte hånden op, når der var spørgsmål fra lærerne og hun havde forståelsen af, at hun ikke var lige god, som de andre i klassen. For hende handlede skoledagen om at gøre sig usynlig.

Efterskole og teaterinteressen

Efter endt folkeskole kom hun på efterskole og her stiftede Johnna bekendtskab med teater og skuespillet. Da hun kom hjem fra efterskolen, spillede hun i seks måneder i Syvkanten – Den Vestjyske Amatørscene i Janderup. Dette var begyndelsen på noget spændende.

- Efter en kort tid hos Syvkanten flyttede jeg hjemmefra og til Hedensted, hvor jeg kommer med i deres amatørscene. Efter et halvt år i Hedensted flyttede jeg til Horsens, og begyndte på daghøjskolen.

HF med højeste gennemsnit

På daghøjskolen mødte Johnna en kvinde, som opfordrede hende til, at tage en HF:

- Jeg sagde, det er jeg ikke klog nok til. Men hun var insisterende og jeg startede så, med at tage et enkeltfag på VUC for at se, om jeg kunne bestå det… og det gjorde jeg. Så var der jo ikke andet for, end at gå i gang med uddannelsen. Jeg tror det var en fordel for mig, at jeg var en smule ældre end mine klassekammerater, og jeg elskede at gå der. Jeg følte mig privilegeret, for der var gode lærere, der hver dag fyldte mit hoved med lærdom… jeg endte med det højeste gennemsnit i min klasse, så helt dum var jeg nok ikke alligevel.

Dette viste tydeligt over for Johnna, hvad et skifte i livet og mødet nye mennesker kan gøre.

Ville være skolelærer

Johnna havde i løbet af hendes HF besluttet sig for, at hun ville læse til skolelærer, for på den måde ville hun kunne ”redde de små Johnna’er” som kunne sidde derude.

- Da jeg begyndte på lærerseminariet i Silkeborg, kom alle fortidens dæmoner væltende ud af skabet og jeg var tilbage til; jeg fortjener ikke at være her - jeg er ikke god nok!

Johnna havde altid været god til matematik og hun glædede sig til, virkelig at arbejde i dybden med faget, og finde på nye måder, at undervise børnene i matematik.

- Men undervisningen levede ikke op til mine forventninger. Mine klassekammerater fik trukket alt arbejde og diskussioner op på et højt politisk niveau... De brugte fine ord jeg ikke helt forstod, og jeg følte mig, som et barn der var havnet det forkerte sted… jeg forstod ikke hvad de snakkede om.

Her kom de negative tanker igen til Johnna og hun følte sig dum. Det var på dette tidspunkt Johnna begyndte at udvikle sin depression og senere i hendes liv fandt man ud af, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse.

- Jeg var bange for at være alene og begyndte at få angstanfald. Da jeg kom ind i mit andet studieår, gik tingene for alvor skævt og jeg valgte at tage orlov. Så blev jeg pludselig gravid – en overraskelse - for jeg skulle ikke kunne få børn!

Johnna prøvede at vende tilbage til seminariet, men kunne mærke, at motivationen ikke længere var til stede.

- Jeg fik en lille pige, Signe, som bare var det vigtigste og jeg så det, som en frisk ny start.

Senere kom der endnu en lille pige ind i Johnna liv; datteren Lærke.

Erhvervskarriere med tal

Hun fik et job i en belysningsvirksomhed, som assistent for en bogholder. Det viste sig hun havde flair for bogføring og det blev hendes hovedbeskæftigelse.

- Det var mit arbejde indtil finanskrisen kom, hvor jeg blev fyret. Men jeg fik job på Experts hovedkontor i Søften. Her var jeg i fire år indtil jeg gik ned med stress og depression.

Johnna er i dag ansat i fleksjob, som bogholder hos et bogholderifirma i Horsens.

- Jeg er ansat i Salling Bogføring og har verdens bedste chef, og de dejligste kollegaer. Det betyder virkelig meget for mig, at der stadig er en plads på arbejdsmarkedet til mig, på trods af de udfordringer jeg har.

Er god til at lære tekster udenad

På HF-studiet spurgte Johnna tilfældigt en dag en pige, om der var amatørteater i Horsens? Det var der og pigen, der selv var en del af amatørscenen, tog Johnna med, for at vise hende stedet. Johnna havde fundet sit andet hjem i hjertet af Horsens:

- Horsens Amatør Teater blev hurtigt mit andet hjem og har været det igennem mange år. Det var også her jeg lærte Tonny at kende, som blev min mand. Jeg har spillet teater og haft prøver mens jeg har været gravid med begge børn, man kan roligt kalde dem for teaterbørn.

Johnna er god til at lære tekster til skuespil udenad hurtigt.

- Det kommer nemt til mig, at få teksterne ind og få dem ordnet og sorteret. Det at stille sig op på en scene er da svært, men det værste, der kan ske er, at jeg går i stå. Det vil da være ydmygende, men jeg har prøvet værre ting i mit liv, så det overlever jeg nok.

Revyen står øverst

Johnna holder meget af revyen og elsker at være på scenen i netop denne disciplin. Mange i Brædstrup har haft fornøjelsen af at opleve hende på scenen på Pejsegården.

- Jeg har altid drømt om at lave revy. Som 12-årig så jeg Cirkusrevyen og husker det stadig helt tydeligt, den dag i dag. Det er noget, som jeg altid har haft lyst til at prøve selv.

På et tidspunkt var Johnna lørdagsafløser på posthuset i Brædstrup og en af hendes kolleger havde lagt mærke til at hun sang og fjollede rundt og var morsom, når posten skulle sorteres om morgenen.

- En dag kom hun og spurgte mig, om revy ikke kunne være noget for mig? Så hun tog fat i Kirsten Olsen, og formidlede kontakten.

Johnna har været med i revyen siden 2006 på Pejsegården og hun holder meget af, at stå på stedets flotte scene og hun fortæller om, hvordan det føles:

- Det er bare en helt særlig fornemmelse, når publikum sender et latterbrøl op mod os på scenen, den følelse, vil jeg ikke undvære. Jeg elsker revyen, det høje tempo og skiftene mellem sketchene, sangene og dansen. Jeg har savnet revyen i år, som desværre måtte aflyses. Jeg krydser fingre for, at der bliver en revy i 2022, og at vi snart kan mødes og finde på ideer til næste års revy.

Revyprøverne ligger fra starten af januar indtil midt i februar, og de tager fokus bort fra de mørke måneder. Når der er premiere, så er man næsten henne i foråret og tingene ser lysere ud.

1000 mennesker skræmmer ikke

Johnna har det meste af hendes teaterliv aldrig gået til optagelsesprøver/audition, da hun for det meste er kommet med på afbud eller er blevet valgt for sin type.

- Jeg kan stå på en scene foran 1000 mennesker og det skræmmer mig ikke, udover de naturlige scenenerver jeg har, når man skal lave en præstation. Men jeg kan ikke gå til en audition, fordi her går jeg ind som mig selv og føler mig helt klædt af… fordi her har jeg ikke en maske på.

Teater er ren terapi

Det er kendt af mange, som laver teater, at man fordyber sig og bliver suget ind i en anden verden. Dette betyder for Johnna, at diagnoser og grå hverdag bliver skubbet væk for en stund.

Teatret er et fristed, hvor der er højt til loftet og plads til at tale om de svære emner i fællesskabet, uden at det bliver stillet spørgsmål, i stedet bliver man accepteret som menneske.

- Det gode ved at lave teater for mig er, at det øjeblik jeg står på scenen, så er jeg så meget til stede i nuet, at jeg ikke hører de negative tanker i hovedet. Teaterfolk er en broget forsamling og mange har udfordringer. Så teatret er et frirum vi flytter ind i, og her er vi accepteret som vi er.

Johnna har oplevet en ændring i tilgangen til at være med i et lokalteater. Før i tiden var man medlem af den samme forening i mange år. I dag ”shopper” mange rundt og er med i enkelte forestillinger, inden de hopper videre til næste opgave, på en ny scene.

- Det sociale med at opbygge venskaber og relationer er ikke så meget til stede i dag, som det var da jeg begyndte som amatørskuespiller. Det er ikke her man får mange venner længere. Men jeg har da en lille håndfuld teater-venner, fra da jeg startede i foreningen.

Netop en af Johnnas gode teaterveninder, har fået lokket hende med til Koldinghus, hvor de spiller historiske figurer i udstillingen.

- Jeg har spillet rollen, som den sladrende hofdame i et par år. Hun går rundt på slottet og fortæller frække historier, om de øvrige figurer. Det er meget sjovt.

Taler åbent om depression

Johnna har lært at tale åbent, offentligt og ærligt om sin depression, angst og diagnose. Det gør hun, for at fortælle andre, at de ikke er alene.

- Det kan være forbundet med stor ensomhed at gå rundt med en diagnose. Psykisk sygdom er mange ting og ofte misforstået, og forbundet med fordomme. Jeg hører folk sige: alle render snart rundt med en diagnose eller tager ”lykkepiller”. Jeg tænker selv ofte; hvorfor kan jeg ikke bare ”tage mig sammen” og være ligesom alle andre? Jeg skammer mig, over min egen svaghed.

Jeg ved, at jeg udstiller mig selv, ved at stille mig frem, men det er vigtigt at vi tør tale om psykisk sygdom. Ellers kan vi aldrig nedbryde det tabu.

Vil gerne lave teater om psykisk sygdom

Johnna vil gerne kunne skabe mening i det meningsløse og har i mange år drømt om at holde et foredrag eller lave et teaterstykke, hvor man kan få sat ord på og prøve at forklare folk, hvad det vil sige at være fanget i det psykiske mørke.

- Jeg vil gerne italesætte den berøringsangst, der er omkring psykisk sygdom, og i mit tilfælde depressionen. Jeg talte med et par professionelle skuespillere på et kursus, og de sagde begge at ”det skal du lave, for det er der brug for” Jeg har masser af billeder i hovedet om, hvordan det kan laves… men jeg er selv meget tæt på emnet og frygtelig selvkritisk. Samtidig tvivler jeg også på, om der er publikum til den slags teater.

Hun ved dog, at hendes historie er relevant og at hun ikke er alene i kampen, for det har mange fortalt hendes gennem tiden.

- Jeg oplever, at når jeg selv taler åbent om mine udfordringer, så åbner folk også op for mig og fortæller om deres egne oplevelser. Det kan være om magtesløsheden som pårørende, eller egne oplevelser med f.eks. stress eller depression.

Vi skal tale om det! Og vi skal også huske, at der er en vej ud af mørket. Der er håb.

Jeg tror på, at når vi åbner op for samtalen, lukker vi også lidt lys ind.

Prøv engang at forestille dig, at der en dag, vil være en hel uges tv, hvor det kun handler om at samle penge ind til bedre psykiatri!

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Seneste video

Tåning jazz 2018
01. aug 2021