Julelyd i vintermørket



Søndag den 6. december blev vintermørket gennembrudt af Nordens lyse, varme, hjertelige og til tider vemodige julesange og -toner. Danske Nicoline Naomi og svenske Magnus Dahmberg satte julestemning i brystet på de fremmødte ved dette års julekoncert i Hansted kirke.

Hjerter smeltes på flere sprog

Julen er som bekendt ikke kun hjerternes fest i Danmark. Det blev koncertdeltagerne mindet om med julens smukke sange, som Nicoline Naomi og Magnus Dahmberg overbevisende fremførte på både dansk, svensk og engelsk.

En sådan præstation og præsentation minder en om, at verden i denne tid ikke kun har pandemien til fældes. Julen bliver fejret verden over på trods af pandemi og restriktioner.

Nok på en anden måde end sædvanligt, men den bliver fejret, og det med sange som forbinder. "Glade jul" bliver til "stille nat", som igen bliver til "Silent night" og vi kunne blive ved, "for englene synger højt i kor, 
synger om fred på jord, 
verden er ikke helt fortabt, 
en stjerne lyser i nat".

Også plads til sorg

Julen er for mange fyldt med glæde, fred og familieliv, men det er også en tid som udstiller de forhold som kan være svære: Hvad gør man ved hullet efter den, der plejer at være der, men som ikke længere er der? Hvordan lærer man at leve med et savn? Hvordan accepterer man, at der er ting, man ikke kan ændre?

Med smukke melodier og nye tekster fra egne hænder blev koncertdeltagerne taget med ind i sorgens rum på en nænsom og varm måde. Julen er hjerternes fest, siger man, og denne søndag var hjertet varmt i Hansted kirke. 

Nicoline Naomi og Magnus Dahmberg sang og spillede sig ind i tilhørernes hjerter og afsluttede ikke koncerten i vintermørket. Finalen efterlod lys i mørket og håb om en glædelig jul for alle, 'a night divine' - måske endda en hvid jul, because 'I am dreaming of a white christmas'...

Stående ovationer, smil på læben, tårer i øjenkrogen og en rigtig glædelig jul.

Lignende artikler

Søren Nordtorp Frost Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024