Østbirk uheldige og heldige mod Brædstrup



Fodbold, U16 Drenge M2: Lørdagens lokalbrag mod Brædstrup tegnede til at blive en uheldig dag for Østbirk, men med ihærdig fight vendte de grønne uheld til held.

Lørdag den 2. maj var der lokalopgør på Østbirk Stadion mellem Østbirk og Brædstrup på en smuk solskinsdag med masser af tilskuere på begge sidelinjer.
 Kampen tog en forsigtig start, hvor ingen af holdene kom til nævneværdige chancer. Brædstrup spillede konsekvent med lange bolde til deres hurtige angribere, og Østbirk havde indledningsvist svært ved at få spillet til at flyde. Efter ca. 20 minutter valgte dommer Andres Abildgaard at sætte fut i sagerne, efter Østbirk-forsvarer Emil Hauge ellers på flot vis afviste en Brædstrup-angriber i Østbirk-feltet. Brædstrup-angriberen kastede sig til jorden, da bolden var tabt, hvilket dommeren belønnede med et straffespark. Sparket blev sikkert omsat til en 0-1 føring til Brædstrup. Langsomt satte Østbirk sig på spillet, og kom til flere farlige situationer uden det dog blev til de helt åbne chancer. Efter ca. 30 minutter løb to Brædstrup-spillere sammen, hvilket blev belønnet med et gult kort til nærmeste grønne spiller. Et par hårde kendelser mod Østbirk-holdet. I undertalsperioden skete ikke noget nævneværdigt, hvorfor holdene gik til pause med en 0-1 føring til Brædstrup.
 2. halvleg skulle vise sig, at blive med Østbirk mest på bolden. Brædstrup fik dog scoret til 0-2, da en halvsløj afslutning gav en returbold som en Brædstrup-angriber hurtigt var over. Man kunne nu frygte, at Østbirk-holdet ville falde sammen, men der skete det absolut modsatte. Brædstrup blev trykket længere tilbage i eget felt, og havde sværere ved at slå de mange lange bolde. Matias Jakobsen drev gæk med Brædstrupforsvaret i feltet, hvilket endte med et benspænd og straffespark til de grønne. Matias omsatte selv sparket til reducering 1-2. Østbirk trykkede fortsat på, men pludselig endte en bold tilfældigt i en løbeduel mellem en Brædstrup-angriber og Østbirk-forsvaret. Brædstrup scorer sikkert til 1-3, og det så dermed mere end svært ud for Østbirk.
 Østbirk fortsatte dog ufortrødent med at lægge pres på Brædstrup, hvilket gav gevinst ca. 10 minutter før slutfløjtet. Mellem venner og fjender dukkede netop indskiftede Rasmus Dueholm op og reducerede til 2-3. Brædstrup var nu ved at være trætte, mens tiden arbejdede imod Østbirk. Det blev til flere Østbirk-chancer, bl.a. langskud fra Mathias Alrø centimeter fra stolpen og et hovedstød på stolpen, men ind ville bolden ikke. I sidste minut tog Jonas Truelsen chancen på en returbold, og hamrede bolden i modsatte målhjørne. Et flot mål og dermed en fortjent udligning til slutresultatet 3-3.
 - En god fodboldkamp, hvor to meget forskellige spillestile blev til en underholdende affære, hvor spillerne gav hinanden en god og fairspillet dyst, siger Østbirks træner Allan Mikkelsen.
 Kampens Østbirk-spiller blev delt mellem Østbirks midtbane-krigere Jonas Truelsen og Peter Hauch.
 Næste opgave for Østbirk er hjemme mod Juelsminde lørdag den 9. maj kl. 16.00.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024