Skjulte spor og hemmelige koder på Fængselsmuseet



I sommerferien åbner Fængselsmuseet for en ny familieaktivitet, hvor børn og deres forældre kan gå på jagt i det gamle fængsel efter skjulte spor og løse kryptiske koder. Samtidig er billetprisen sat ned til det halve.

Sommerferien står for døren og efter et rekordhøjt antal besøgende sidste sommer, har Fængselsmuseet i Horsens i år satset stort på en ny, omfattende aktivitet for børn i alle aldre og deres forældre. En lang række af sjove og udfordrende opgaver bliver vævet ind i formidlingen af museets udstillinger.

"Vi ved, at der i sommerferien kommer mange børnefamilier, og derfor er vi gået all in på en familieaktivitet, der ikke kun er underholdning for børnene. Vi opbygger en fortælling, der kan fungere som ramme for hele museumsbesøget, hvis man ønsker det," forklarer museumschef Merete Bøge Pedersen.

Rekvisitter og autenticitet

Gæster, som ønsker at deltage, skal forestille sig, at de er en nyindsat fange. Ved ankomsten til museet får man overdraget et skrivehæfte fra en ældre fange. Det indeholder kommentarer til livet som indsat, små anekdoter og samtidig er det en guide gennem de forskellige opgaver. Inde i hæftet ligger rekvisitter i form af eksempelvis postkort fra andre fanger, der er undsluppet og nu skriver ude fra friheden med et tip.

Målet er inspektørens hemmelige kontor i fængslets kælder, hvor man med en række hemmelige koder kan få adgang til pengeskabet og en eftertragtet "passerseddel" - så man kan komme ud i friheden igen.

Hæftets forside er en kopi af de ægte skrivehæfter, fangerne i Horsens Statsfængsel kunne få udleveret. Den nye familieaktivitet er nemlig bygget op, så det opleves som en leg, mens der hele tiden er en tydelig forankring i det historiske fængselsliv. Samtidig er den designet sådan, at man kommer rundt på hele museet undervejs.

På den måde kan familien følges ad under hele besøget, i stedet for at der er en særskilt sektion for børnene og noget andet for voksne, forklarer museumschefen. Flere steder er hele rum blevet indrettet, så udstilling og opgaver smelter sammen. Og så er der også indlagt kreative opgaver og lege, som de mindre kan være med til.

"Det er et forsøg i et omfang, vi ikke har prøvet før. Vi glæder os rigtig meget til at opleve publikums reaktion, for jeg tør godt sige, at en skattejagt af det her omfang ikke er noget, man er vant til at se på danske museer," siger Merete Bøge Pedersen.

Tag legen med hjem

Ved siden af opgaverne med morsekoder, mønstergenkendelse og meget andet bliver børn i alle aldre også inviteret til kreative lege inspireret af fængselsverdenen. Man kan kaste sig over tøjklemme-fugle, papirbåde og sågar hjemmelavede tatoveringer. Hæftet er til at tage med hjem og indeholder en hel stribe af ideer til aktiviteter i sommerferien.

Det prisbelønnede fængselsmuseum holder åbent hver dag i sommerferien fra 10-16. I hele sommerferien gives der 50 % rabat på billetprisen og børn under 18 år kommer som altid gratis ind.

Læs mere om udstillinger og rundvisninger på hjemmesiden www.faengslet.dk/museum.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024