Spejderjubilæum i Voerladegård: 60 år med tradition og samvær



(Privatfoto)

KFUM-spejderne fejrer 60 mindeværdige år med gensynsglæde, historiske tilbageblik og fællesskab under sensommerens varme sol.

Af Sine Krogh-Jensen.

På en af de varmeste og flotteste sensommerdage, fejrede KFUM-spejderne i Voerladegård 60-års jubilæum. Fejringen begyndte med gudstjeneste på spejderpladsen ved skoven. Der var et imponerende fremmøde fra gruppens tidligste generationer. Med assistance fra flere af gruppens ældste spejdere fik vi historien om den barmhjertige samaritaner, alt imens genkendelsens glæde lyste i gamle spejderes øjne, efterhånden som de fik øje på hinanden i forsamlingen.
 

(Privatfoto)

Historiske øjeblikke og varme minder

Med fanen forrest fulgte alle med op til det nye uderum ved skolen, hvor endnu flere var kommet til. Anne Cecilie Petersen (Thorup, red.) som var en af de primære kræfter ved stiftelsen i 1963, holdt tale, smukt krydret med anekdoter fra gruppens opstart. Tale og lykønskninger fra korpset blev leveret af vores egen Kirstine Svansø Iversen, som har fået plads i hovedbestyrelsen. Fra Brædstrup Y's Men's Club var der også pæne ord. Solen sendte de varmeste septemberstråler ned over os.
 

(Privatfoto)

Gensynsglæde, udstillinger og spejderaktiviteter ved spejderhuset

Ved spejderhuset kunne man fornemme gensynsglæde blandt "de gamle" og stoltheden i os alle over stadig at have en god og aktiv spejdergruppe i byen. En større udstilling med gamle billeder, uniformer og film fra forrige århundrede blev flittigt beskuet, mens gamle minder blev genopfrisket, og den store grønne jubilæumskage blev indtaget. Samtidig kunne man underholdes af sjove spejderaktiviteter som pudekamp på pind, elastikpløk og selvfølgelig snobrød.
 

(Privatfoto)

Festligheder går ind i natten

Kl. 16.30 sluttede eftermiddagens arrangement officielt, men de glade gæster var ikke klar til at takke af og blev hængende længe efter. Byens forsamlingshus dannede ramme for aftenens festligheder, hvor en lækker menu blev serveret mellem spejdersange, taler, konkurrencer og anekdoter fra fordums tid. Over 50 personer, for hvem Voerladegård KFUM-spejder har haft stor betydning, hyggede sig til ud på de små timer og mindede hinanden om, hvorfor det at være spejder gør en forskel.
 

(Privatfoto)

En hjertelig tak fra ledelsen

Gruppeledelsen vil gerne sige en stor tak til de mange fremmødte som var med til at fejre gruppen. Tak for bidraget til den fantastisk gode stemning fra alle, både gamle og nuværende medlemmer. Sidst, men ikke mindst, stor tak til det arrangerende udvalg, som har lagt mange timers frivilligt arbejde i planlægning og afvikling.
 

Sine Krogh-Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024