Velkommen i den grønne lund…



Blev det sunget med Grundtvigs skønne ord, alt imens sangglade sangfugle stimlede sammen omkring bålet i præstegårdshaven til sommersang under åben himmel tirsdag den 13. juli kl. 17-18.

Sommersang nok en gang

Sommersang er Østbirk-Yding og Lundum-Hansted pastoraters forsøg på at lave lidt sommerlig hygge til de varme sommereftermiddage. De forskellige kirker/områder ved kirkerne åbner dør, have eller kirkegård for et fællesskab af sangglade deltagere hver tirsdag eftermiddag kl. 17.-18.

Klassikere, hjemmebryg, folkeviser og ønskekoncert

Denne eftermiddag i præstegårdshaven stod menuen på en god blanding af nyt og gammelt, kendt og ukendt materiale fra den danske sangskat. Gode gamle klassikere som Du kom med alt det der var dig blev fulgt op af folkevisen om Raamund, der var sig en bedre mand! Også helt nye sange fra præsten og kirkesangerens hånd blev præsenteret, så deltagerne måtte synge med på lidt lokalt hjemmebryg.

Den nye højskolesangbog

Hele projektet har udover det hyggelige ved samværet og det skønne fællesskab til hensigt at stifte bekendtskab med den nye højskolesangbog, som udkom i efteråret 2020. Derfor er det en stor glæde at den skønne musiske duo Ingeborg og Carl Lomholt, som har til huse i Egebjerg, åbne den nye højskolesangbog ved arrangementet 20. juli. Denne gang foregår det igen ved Hansted kirke – nærmere bestemt Hansted Kirkehus lige nedenfor kirken. Velmødt.

Østbirk kirke den 27. juli

Herefter flytter konceptet igen tilbage til Østbirk, hvor der den 27. juli vil være fællessang i kirken eller på kirkegården hvis vejret er til det. Her vil den nye højskolesangbog også blive taget i brug.
 

Lignende artikler

Søren Nordtorp Frost Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024