Debat: Ny organisering inden for ældre- og handicapplejen



Søren Lind Jensen, Spidskandidat for Nye Borgerlige i Horsens kommune

I tirsdags deltog jeg i et politikerpanel i Horsens med temaet handicappolitik. Absolut et vigtigt emne for som jeg også blev citeret for dagen efter i Horsens Folkeblad, så ”kendetegnes et samfund på den måde, det behandler de svageste på”. Og naturligvis er politik en afvejning af, hvordan de tilstedeværende skatteindtægter skal bruges.

Af Søren Lind Jensen, Spidskandidat for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Nye Borgerliges indstilling er klar på social- og sundhedsområdet. Det er kernevelfærd, dét koster, og sådan er det. Det betyder ikke, at sektoren ikke kan effektiviseres og optimeres, for selvfølgelig kan den det, men plejen, omsorgen, behandlingen, rammerne og tidssvarende udstyr skal være i orden. Og hvis det betyder merudgifter, så må det finansieres gennem besparelser andre steder.

Ifølge tal fra KL bruger kommunerne årligt gennem de udskældte og totalt overflødige jobcentre 7 mia. til aktivering og knap 5 mia. til administration i jobcentrene. Yderligere et tocifret milliardbeløb bruges af skatteydernes penge på den fejlslagne udlændingepolitik. Der er mange milliarder at hente i de offentlige budgetter, og gøres det, vil der være plads til både skattelettelser og løft til velfærdsområdet.

Når der er tale om ældre- eller handicappleje er der gjort rigtigt gode erfaringer fra Holland, hvor man har selvstyrende autonome enheder af personale, der under ansvar for love og regler selv organiserer deres arbejde. 

Sådanne teams kan godt være kommunalt ansatte, men det kan også være ansatte under private aktører, der udbyder service inden for socialsektoren. Hele systemet bør ifølge NB indrettes på en måde, så pengene følger de borgere, der er visiteret til hjælp. Herefter kan de berørte selv vælge, hvilken en udbyder der passer dem bedst. 

Derfor siger Nye Borgerlige også, væk med new public management, kontrol, regneark og djøfisering, og ind med tillid og team-organisering inden for ældre- og handicapplejen. 

Der er ved at være valg, så derfor begynder socialdemokraterne altid at blive nervøse og love bod og bedring på områder, hvor de bare ikke har leveret og gjort tingene godt nok. F.eks. inden for organiseringen af arbejdet inden for ældre- og handicapplejen. Sådan er det næsten altid med socialdemokraterne: lydhøre bliver de først, når de er i fare for at miste magten.

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024