Nyt U14 pigefodboldhold hos ØIF



Østbirk IF har fået et nyt U14 pigefodboldhold. Holdet er startet af to piger fra Østbirk skole, efter at de havde haft en periode med trænere fra DGI-fodbold i skolens idrætstimer i efteråret. 

Flere af pigerne spiller i forvejen håndbold og tennis og dans osv., men kunne godt tænke sig at prøve kræfter med fodbolden og have noget de kunne være fælles om i fritiden. 

Der blev hængt sedler op og fodboldklubben blev kontaktet med hensyn til træningstid osv. 

Her skal der lyde en stor ros til Østbirk fodboldklub for at tage pigerne alvorligt og gøre alt hvad de kunne, for at hjælpe pigerne i gang. Det er fantastisk at klubben laver plads til et nyt hold på den måde og rummer alle, lige meget hvad man kan og hvornår man starter. Det er et meget velsmurt maskineri der går i gang må man sige. I løbet af no time var der tilrettelagt træningstid, fremskaffet bolde, spilletøj, kegler, overtrækstrøjer og tilbudt al slags hjælp, for at få holdet op at køre. 

Nu var pigerne i gang og nærmest før de havde haft den første træning, var de også i gang med en vinterturnering som klubben havde fået dem tilmeldt. 

Lidt grænseoverskridende for pigerne (og deres træner), da meget få af dem nogensinde havde spillet fodbold før og slet Ingen kampe. Samt endnu ikke havde styr på reglerne. 

Men seje og modige som de er, kastede de sig ud i det med masser af gå på mod og godt humør. 

De første kampe blev tabt ret stort, da der desværre ikke findes andre begynderhold i vores område i den alder. Så modstanderne er ofte reserver til 11 mands hold, som har spillet fodbold i mange år. 

Så kom endnu en Coronanedlukning, der desværre gjorde det umuligt for pigerne at træne i flere måneder. 

Nu er de i gang igen og denne weekend høstede de fredag aften deres første point ved at spille 1-1 mod Fredericia FK. En modstander som de i deres allerførste kamp tabte 9-2 til. Det må da siges at være en flot præstation af de seje og modige piger fra Østbirk. 

Holdet består af følgende spillere:

Mia, Mille, Ronja, Johanne, Sofie, Catrine, Milla, Ida, Anna der alle går i 7. Klasse. 

De får hjælp af Victoria, Liva og Ida fra klubbens U13/U12 hold, da det ikke altid kan lykkes at stille hold. Derfor vil vi meget gerne tage godt imod, hvis der skulle være flere piger der kunne tænke sig at spille fodbold og være en del af et fantastisk fællesskab, hvor hovedformålet er at have det sjovt. 

Vi træner fredage kl. 16.15-17.30 på banerne bag Østbirk hallen.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

112: Brand Pizza Master, Brædstrup
08. maj 2023