JJ & The Blues Gang i BluesHouse



Fredag 3. februar-havde Hovedgård Bluesfest igen inviteret til live koncert i Kattrup forsamlingshus, denne aften omdannet til BluesHouse!

Igen var der stor tilslutning til aftenens koncert arrangement, hvor omkring 70 gæster havde besluttet sig for at deltage i middagen inden koncerten. Den 2. retters menu var nøje udvalgt af madholdet fra Kattrup og bestod af den dejligste Kattrupsuppe, efterfulgt af noget så eksklusivt som vildtgryde med bagte rodfrugter. Serveringen havde således travlt med at nå rundt om bordene, men som vanligt klappede det hele fra start til slut for Kattrup folkene, som også havde travlt i baren aftenen igennem…

Til årets første LIVE koncert i BluesHouse, havde Hovedgård Bluesfest booket JJ & The Blues Gang fra Horsens, et band hvor hovedparten af musikerne har en alenlang og stor kærlighed for the blues, hvilket ingen af tilhørerne kunne være i tvivl om, efterhånden som sætlisten blev udspillet fra scenen hen over aftenen…

Alle bands har deres særegne ritualer, krav, raiders m.m. og indimellem kan det være vanskeligt at få disse passet ind for et spillested som BluesHouse, med de få midler der er til rådighed. Denne gang blev foreningen stillet overfor 2 nye ting som de aldrig har oplevet før, hvilket skulle vise sig at være ganske positivt. 

1. Bandet ville være på forkant med lyden, der skulle være 100% i orden (respekt) med den rette bløde lyd, hvor al overflødigt diskant og skinger skulle elimineres uden stress faktorer. Dette betød lydprøver allerede torsdag aften, så foreningen måtte i arbejdstøjet allerede onsdag aften, hvor man startede omvendt af det vanlige, da scenen skulle opbygges med lyd og lys før man gik i gang med opbygningen af salen om torsdagen.

Hovedgård Bluesfest kom til at holde af den måde at gøre tingene på, da en ekstra arbejdsaften også betød mindre travlhed frem til koncertaftenen. 

2. Normalt har foreningen for få scene monitors (højttalere) til bandet, men her oplevede de så noget helt andet og ganske spændende, idét JJ & The Blues Gang, ikke ville benytte monitors på den traditionelle måde, så foreningens skulle ikke benyttes overhovedet, da bandet stillede deres eget sæt PA højttalere op på stativer på begge sider af selve scenen, koblede dem direkte til fronthøjtalerne i salen og lod dem pege ind mod dem selv, hvilket betød at bandet ville kunne høre nøjagtigt det samme direkte på scenen, som publikum kunne i salen. Ganske utraditionelt og smart fundet på (keep it simple) 

Da klokken nærmede sig 21.00 fredag aften, strømmede endnu flere gæster til, som så var klar til at sige Bring it on! Bandet lagde dog ud med et ekstra ord, da første nummer var Bring It On Home og så var blues toget ellers fløjtet i gang med destination good old Chicago.

Første sæt varmede gæsterne op med 14 numre skrevet af kunstnere som Bobby Blue Band, Johnny Winter, Muddy Waters, plus mange flere af de gamle kendinge.

I pausen måtte der åbnes vinduer, da salen nu var på kogepunktet og dermed klar til at modtage andet sæt, hvor JJ & The Blues Gang fyrede endnu hårdere op under kedlen, mundharperne glødede, mens sveden haglede ned over JJ´ ansigt og guitaren trådte nu endnu mere frem i lydbilledet igennem de 15 numre som afsluttede endnu en fantastisk aften i BluesHouse.

Hovedgård Bluesfest siger først og fremmest TUSIND TAK! til vores trofaste sponsorer, vi var her ikke uden jer!

Tak til alle glade gæster som var med denne fredag aften og tak for samarbejdet med jer i Kattrup forsamlingshus, I gjorde det bare så godt.

Næste koncert bliver fredag 24. marts, hvor man kan opleve live musik fra den øverste hylde, når vi får besøg af et par guds benådede guitarister/vokalister fra Texas og Tyskland, med backing af et par danskere som også er udvalgt fra hylden hvor man skal stå på tæer for at kunne nå.

Vega Strauss Band!

Mere om dette kæmpe scoop senere…!

Lignende artikler

Gunni Mogensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024